Gå til indhold
Lasse Spang Olsen: ”At køre Peugeot Spider var en vidunderlig, skræmmende og fascinerende oplevelse!”

Pressemeddelelse -

Lasse Spang Olsen: ”At køre Peugeot Spider var en vidunderlig, skræmmende og fascinerende oplevelse!”

Stuntmanden Lasse Spang Olsen gennemførte Peugeot Spider Cup til Grand Prix´et på Jyllands Ringen. Han fik den vildeste ilddåb som racerkører i Peugeot Spider med de små hurtige og hensynsløse Radical- racere omkring sig og regnen, der gjorde Spideren endnu mere ustyrlig.

Johnny V. Nielsen, som er ansvarlig for Spider Cup klassen, roser Lasse Spang Olsen: ”Jeg er vildt imponeret over Lasses præstation til Grand Prix´et, for der er stor forskel på at for at køre stærkt for at smadre biler til at gennemføre et løb og komme over målstregen med en ”hel” bil.”

Stuntmanden Lasse Spang Olsen kan nu føje ”racerkører” til sit CV. Han gennemførte Spider Cup på Jyllands Ringen, hvor han blev udsat for alle facetter i et racerløb. Han kørte både mod erfarne racerkørere som Allan Olsen og helt unge talenter som Dennis Lind, mens regnen gjorde banen glat. Lasse Spang Olsen røg af banen, men kæmpede sig hver gang tilbage i løbet.

Her kommer en nervepirrende beskrivelse af, hvordan et racerløb opleves bag rattet af en Peugeot Spider:

”Det var jo et rigtigt racerløb”

"Jeg havde på det tidspunkt kun prøvet at køre i den bil i mindre end to timer, i løbet af det sidste halve år – og før dét havde jeg aldrig hørt om den slags bil. At kalde det en bil, er måske i virkeligheden en tilsnigelse. Der er tale om en ramme af stål, beklædt med et tyndt lag glasfiber – hvis eneste funktion er, at holde 4 hjul på plads rundt om en fuldkommen overdimensioneret motor.
Køretøjet har absolut ingen køretekniske egenskaber – bortset fra at det gerne vil skride hurtigst muligt ud i banens rabat, hvis man drejer, hvis man bremser og hvis man accelererer. Det med at køre ligeud i jævn hastighed, klare det rimeligt… dog forudsat at kørebanen er komplet tør. I regnvejr kan man godt forberede sig på en tur ud i rabatten, lige meget hvad… havde jeg hørt. For jeg havde heldigvis ikke været så dum at forsøge at køre i dette instrument på en våd bane.  De få gange jeg havde fået lov at køre en kort tur, havde alle været under kontrollerede forhold, alene og på en tør bane… nu sad jeg så her og kiggede ud i tågen i silende regn. Vandpytterne på banen blev større og større.
Når jeg kiggede mig rundt lignede det et rigtigt racerløb… og det var måske ikke så mærkeligt. For det VAR det. Der var nummerpiger, officials, publikum… og frem for alt.. en hel masse andre biler, der alle sammen var fyldt op med entusiastiske chauffører, hvis tekniske formåen lå så langt over min, at en sammenligning ville være en vittighed. Heldigvis skal der afvikles en del løb på sådan en dag og det imponerende og effektive maskineri på sådan en racerbane lader ikke meget tid gå til spilde med at finde en udvej til at slippe væk fra pitten."

"Jeg var faktisk nervøs”

"Så starten går hurtigt og man kastes ud i et vakuum af eksalterende motorlarm, kvalmende lugt af brændt gummi og en lykkerus, som selv en garvet adrenalin-entusiast som jeg – ALDRIG har oplevet magen til. Hvis man kan forestille sig hvordan det må føles at være spændt forsvarligt fast inde i en pinball-kugle, med en 14-årig dreng, der har fået alt for mange mønter med til pinballmaskinen og man er den eneste kugle han har at spille med… så har man en cirkafornemmelse af hvordan det føles at sidde i en Peugeot Spider på Jyllandsringen i weekendens Grand prix.

Det var nemlig dét jeg fik lov til.

Efter 32 år som professionel stuntman, troede jeg egentlig der skulle mere til at imponere mig.. gøre mig bange eller ryste min selvtillid. Alle tre ting skete big time. Jeg var faktisk nervøs. Jeg var – og ER – ekstremt imponeret over standarten af kørernes tekniske formåen – og jeg fandt ud af, at det der med at tro man er god til at køre bil – fordi man kan smadre et par stuntbiler – INTET er i sammenligning med den enorme kunnen det kræver bare at holde en racerbil nogenlunde fornuftigt på banen i 12 omgange.

Men jeg er solgt. KOMPLET solgt til det her. Det vil jeg lære! Jeg kan se det kommer til at tage tid. Men fuck det! Det her vil jeg lære, så jeg kan prøve det igen.

Det har været en vidunderlig, skræmmende og fascinerende oplevelse at få lov at prøve."

 

Emner

Kategorier

Kontakt

Hanne Langsig Sørensen

Hanne Langsig Sørensen

Pressekontakt Head of Group PR +45 21 72 51 72

Motion & Emotion

K. W. Bruun Import A/S er Nordens største Peugeot-importør og varetager markedsføring og salg af Peugeot-biler samt salg af reservedele og tilbehør i Danmark, Sverige, Island, Færøerne, Letland og Estland.
I Danmark er Peugeot et af de mest populære bilmærker. Peugeot har således i 10 af de seneste 12 år været Danmarks mest købte personbilsmærke, og når det gælder varebiler, har Peugeot Danmarks bredeste modelprogram. Peugeot har 56 forhandlere i Danmark og et endnu større antal serviceværksteder, der foretager service på de ca. 250.000 person-og varebiler, der kører på de danske veje.

Peugeot Danmark

Hovedvejen 1
2600 Glostrup
Danmark