Pressemeddelelse -
Peugeot-modeller med endnu mindre brændstofforbrug: 3008, 5008 og Partner Tepee får e-HDi teknologi
Den seneste generation af Peugeots Stop&Start-system, e-HDi, er i fuld gang med at blive udrullet på modelprogrammet. e-HDi blev introduceret sammen med Peugeot 508, herefter på den nye 308 og nu vil det også være muligt at få både 3008, 5008 og Partner Tepee med den nye teknologi, der giver en brændstofbesparelse på op til 15 % ved bykørsel.
Peugeots e-HDi teknologi er et avanceret Stop&Start-system, hvor der automatisk opsamles energi ved påløb og motoren automatisk slukkes, når bilen holder stille ved eksempelvis rødt lys. Der startes igen, når foden slipper bremsepedalen og det unikke ved e-HDi er, at på trods af, at den er kombineret med en dieselmotor, så opnås en øjeblikkelig motorstart (400 ms), der både er lydløs og fri for vibrationer.
På Peugeot 3008 og 5008 vil e-HDi teknologien være kombineret med den populære 1.6 l HDi dieselmotor med 112 hk. Det betyder både et reduceret brændstofforbrug og en lavere CO2-udledning i forhold til versioner uden e-HDi:
- 3008 1.6 l e-HDi 112 hk med ESG (elektronisk styret gearkasse): 122 g CO2 pr. km ved blandet kørsel (før 129 g/ km CO2)
- 5008 1.6 l e-HDi 112 hk med ESG (elektronisk styret gearkasse): 127 g CO2 pr. km ved blandet kørsel (før 134 g/ km CO2)
Disse versioner vil erstatte versioner med 1.6 l HDi 112 hk med semiautomatisk gearkasse.
Med e-HDi bliver 3008 og 5008 ikke alene mere brændstofbesparende, de vil også tilbyde en helt ny og komfortabel køreoplevelse. 3008 e-HDi og 5008 e-HDi vil være tilgængelige på det danske marked fra september.
Partner Tepee med rekordlav CO2-udledning
Også Peugeot Partner Tepee vil fremadrettet få glæde af e-HDi. Teknologien vil i Partner Tepee blive kombineret med en 1.6 l HDi 92 hk motor, og der vil være mulighed for enten ESG eller manuel gearkasse. Resultatet er en CO2-udledning på 125 g/km, hvilket er rekord i MPV-segmentet.
e-HDi teknologien vil i løbet af efteråret også blive introduceret på Partner Van på det danske marked. Denne Van-udgave er udstyret med en 1.6 l HDi 90 hk motor med enten ESG eller manuelt gear og kombineret med e-HDi teknologien opnår den en CO2-udledning på 123 g/km.
Både personbils- og varebilsudgaven af Partner-modellen er i e-HDi-versionerne med ESG udstyret med en særlig feature: I stedet for en gearstang er der placeret en drejeknap i instrumentbordet samt paddle shift ved rattet. Midterkonsollen er således fjernet, hvilket giver endnu mere rummelighed på forsæderne. Dette har stor betydning i Van-udgaven med 3 sæder, hvor passagererne vil opleve mere plads og komfort.