Pressemeddelelse -
Tohjulstræk og 800 Nm i Peugeots Dakar racer
Peugeot løfter nu sløret for de vitale dele, som udgør det pumpende hjerte i Peugeots testosteron-bombe af en Dakar Rally racer, 2008 DKR: V6 bi-turbo diesel - 340 hk - 800 Nm og tohjulstræk. Og dermed er Peugeot klar til at gå til angreb på de traditionelle firehjulstrukne rallybiler i DAKAR RALLY 2015.
Klitter, bjerge, udtørrede flodlejer, temperaturer som i en bageovn, salt ørkener, barsk terræn, ”fesh-fesh” sand (minder om kviksand)…… er blot nogle af de glæder, der venter 2008 DKR til det næste Dakar Rally. For at tackle denne kæmpe udfordring har Team Peugeot-Total valgt at gå ad en temmelig utraditionel vej rent teknisk: ”Ligesom vi i Le Mans valgte at køre i en racer med lukket cockpit, har vi også her besluttet os for at vælge en innovativ løsning”, afslører Peugeot Sports direktør, Bruno Famin og forklarer: ”Når det kommer til cross-country rally er det store spørgsmål, om man skal vælge firehjulstræk eller tohjulstræk. Efter en grundig analyse besluttede vi os for tohjulstræk, fordi det åbner op for en række interessante muligheder”. Denne modige beslutning betyder, at Team Peugeot-Total er de første i verden, som går efter en Dakar-sejr med en dieselmotor kombineret med tohjulstræk.
For at give alle løsninger en lige chance, er reglerne sammensat således, at den medfødte fordel de firehjulstrukne biler har, bliver opvejet af nogle særlige regler for de tohjulstrukne biler. Det betyder i praksis, at i cross-country rally må tohjulstrukne biler veje mindre end firehjulstrukne og herudover må de være udstyret med større hjul, hvilket giver en klar fordel, når de mange faldgruber skal forceres. En yderligere fordel er, at de må have et mindre frontudhæng og derfor kan 2008 DKR nærmest køre lodret op ad en væg. Et ekstra plus er desuden en længere fjedervandring på 460 mm i stedet for 250 mm og det forbedrer traktionen i det couperede terræn.
Peugeot Sports ingeniører har udfordret deres kreativitet til det yderste for at skabe så kompakt en bil som muligt. Med sine 340 hk og en V6 bi-turbo diesel motor placeret mellem center af bilen og bagakslen er 2008 DKR et rovdyr, som er parat til at kaste sig over enhver forhindring. ”At få alle de vitale dele til at være på så lidt plads, gav os noget af et hovedbrud”, indrømmer Jean-Christophe Pallier, teknisk projektleder og fortsætter: ”Men de egenskaber, der gør små biler stærke i de snoede WRC-prøver, kan også udnyttes i Dakar, hvor det giver dem en fordel visse steder, hvor de tungere 4x4 kommer til kort.”
Udover, at Red Bull de sidste par år har hævdet, at tohjulstrukne biler kan have en fordel i et ufremkommeligt terræn, så giver det også god mening for Peugeot, for som Bruno Famin forklarer: ”Med det faktum i mente, at den serieproducerede 2008 er tohjulstrukken og udstyret med Grip Control, som gør den i stand til at komme rundt næsten hvor som helst, så var det kun naturligt, at en version af 2008 skulle deltage i Dakar Rally med tohjulstræk”.